Henrik Ibsens skrifter

Modtag herved min hjerteligste tak for ​det venlige brev, De har havt den godhed at sende mig, og tilgiv at jeg først idag har fundet tid til at besvare samme.

Deres brev har været mig en kærkommen julehilsen midt under ​al den uforstandighed og alle de fordrejelser, som mit nye skuespil har været genstand for derhjemme.

At en slig allarm vilde opstå var jeg forberedt på. Har visse af vore nordiske anmeldere ikke talent til andet, så har de ialfald et ubestrideligt talent til grundigt at misforstå og mistyde de forfattere, hvis bøger de indlader sig på at bedømme.

Men kan det virkelig altsammen være uforstandighed alene? Er ikke en hel hob af disse fordrejelser og forvrængninger fremsatte med fuld bevidsthed om deres grundløshed? Jeg synes næsten ikke jeg kan tænke mig andet.

​Man søger at gøre mig ansvarlig for de meninger, som enkelte af dramaets personer udtaler. Og dog findes der i hele bogen ikke en eneste mening, ikke en eneste ytring, som står der for forfatterens regning. Det vogtede jeg mig vel for. Den methode, den art af teknik, som ligger til grund for bogens form, forbød ganske af sig selv at forfatteren kom tilsyne i replikkerne. Min hensigt var at fremkalde hos læseren det indtryk, at han under læsningen oplevede et stykke virkelighed. Men intet vilde i højere grad modarbejde denne hensigt end at indlægge forfattermeninger i dialogen. Og tror man da ikke hjemme, at jeg besidder så megen ​dramaturgisk kritik, at jeg skulde indsé dette? Jo, jeg har indsét det, og jeg har handlet derefter. I intet af mine skuespil er forfatteren så udenforstående, så absolut fraværende, som i dette sidste.

​Så har man sagt, at bogen forkynder nihilisme. Ingenlunde. Den befatter sig ikke med at forkynde nogetsomhelst. Den peger kun hen på at der gærer nihilisme under overfladen, hjemme som andetsteds. Og således må det nødvendigvis være. En pastor Manders vil altid ægge en eller anden fru Alving frem. Og just fordi hun er kvinde vil hun, når hun engang er begyndt, gå til de yderste yderligheder.

Jeg håber at G. Brandes ved sin ​artikel i Mgbl: mægtigt vil bidrage til en rigtigere forståelse af stykket. – ​Dette blad har ved flere lejligheder vist mig velvilje og jeg beder Dem bringe den ærede redaktion min forbindtligste tak herfor.

De har ved Deres brev glædet og hædret mig, og De har derved tillige indledet et bekendtskab, som jeg længe har ønsket at få istand. Deres digteriske virksomhed har for mig og min kreds været kilden til overordentlig megen nydelse, og jeg har med stor fornøjelse og interesse fulgt Dem på ​Deres forskellige literære og kritiske felttog. Jeg håber at vi nok et eller andet steds i verden ​skal mødes og tegner mig med højagtelse